Endelig: grønt lys for homoseksuelle vielser

Det har undret mig at der her i Danmark er så megen modstand mod kirkelige vielser af homoseksuelle par. Jeg har forsøgt at finde belæg for denne afvisende holdning i evangelierne, men Jesus siger intet om homoseksuelle par, kun at hvis man én gang har indgået ægteskab er skilsmisse forbudt.

Hele problematikken handler om kærlighed mellem to troende mennesker, der blot ønsker kirkens velsignelse. At kirken afviser dette ønske er efter min mening yderst ejendommeligt.

Fraskilte heterogene kan uden videre indgå nyt ægteskab med kirkens velsignelse. Det mener jeg sådan set er helt ok, for kirkens budskab er tilgivelse og ikke fordømmelse. At kirken fordømmer ægteskab mellem to personer, blot fordi de har samme køn, er efter min mening helt i modstrid med Bibelens budskab om kærlighed og tilgivelse. De troende mennesker der bliver afvist må da føle sig udstødt af det kirkelige fællesskab og måske gå videre i livet med en følelse af skyld, som kirken burde have sparet dem for. Det kan ikke være syndigt at elske.

Derfor synes jeg at regeringens oplæg til homoseksuelle vielser er helt ok.

Henning Hansen
Krumningen 5
2950 Vedbæk

Trenighedens regnestykke: 1 + 1 + 1 = 1

Treenigheden er en af de grundlæggende doktriner i kristendommen, en spekulation over forholdet mellem de tre grundpiller for troen: Faderen, Sønnen og Helligånden. Den udsiger at Gud er én, men i en eller anden forstand også tre. Den blev først vedtaget af koncilet i Nikæa i år 325, efter heftig debat mellem de ortodokse og arianerne, der hævdede at Sønnen var skabt af Faderen og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig og ikke guddommelig af væsen. De ortodokse vandt striden, men treenigheden blev dog først fuldt formuleret og fastslået som dogme i den nikæiske trosbekendelse fra 381. Treenigheden optræder derfor ikke i Bibelen, men er 100% menneskeskabt.

Treenigheden har altid været meget omdiskuteret, og jeg skal ikke gå nærmere ind i diskussionen her, blot omtale nogle tanker jeg har gjort mig om emnet.

 Den teoretiske fysiker og kosmolog Georges Lemaître (1894 – 1966) var en belgisk astronom og professor i fysik. I sin ungdom blev han romersk-katolsk præst, og i 1960 udnævnte pave Johannes XXIII ham til Monsignor, en højststående katolsk prælat, og til formand for det Pavelige Vidanskabsakademi. Det var ham der først af alle fremkom med idéen om at universet ikke altid havde eksisteret, men var blevet til ved et BigBang (som Fred Hoyle sarkastisk kaldte det, fordi han syntes at det smagte lidt for meget af en Skabergud). Selv talte Lemaître om et ‘uratom’, og han advarede i øvrigt bestandig mod at sammenblande videnskab med religion.

 Om treenigheden har Lemaître sagt: The doctrine of Trinity is mush more abstruse than enything in relativity or quantum mechanics (se Helge Kragh: Cosmology and Controversy. The Historical Development of Two Theories of the Universe, Princeton University Press, 1996). Han må vel siges at kunne udtale sig med en vis autoritet og jeg har tit tænkt på, om han virkelig troede på dogmet eller blot holdt sine tanker for sig selv (lidt ligesom Galilei, der i 1633 over for den katolske kirkes domstol måtte afsværge sin tro på, at Jorden bevæger sig omkring Solen. Han skulle dog have mumlet: “…E pur si muove …” ).

 Man må give Lemaître ret i at dogmet om treenigheden er meget svært at sluge. Tag fx trosbekendelsen, hvor det om Jesus bl.a. hedder:

 …siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Så er det jeg spørger mig selv: Hvordan kan Sønnen sidde til højre for Faderen, hvis de er ét? Kan man sidde til højre for sig selv?

Det hele havde været meget nemmere hvis man blot havde slettet ordene: ikke evig og ikke guddommelig af væsen i arianernes påstand ved koncilet i Nikæa.

Troens fundamentale betydning

Gud er 

Dette udsagn er en påstand der enten må være sand eller falsk. Dem der mener den er sand kalder man teister, og dem der mener den er falsk kalder man ateister. Påstanden har den særlige egenskab at ingen endnu har kunnet bevise om den er sand eller falsk. Derfor må ens mening nødvendigvis være en tro. Teister såvel som ateister tror.

3 

Dette er ikke et tal, men en fremstilling eller repræsentation af et tal. Der findes mange andre repræsentationer af dette tal, fx tre (for humanister), III (for romere) eller 11 (for dataloger).Men ingen har set selve tallet; det har ingen udstrækning, farve, lyd eller lugt og man kan ikke føle på det. Eksisterer det overhovedet? Ja, jeg tror det findes, men kun som bevidsthedsfluktuationer i min hjerne.

Her må man give Magritte ret: Det er ikke en pibe, men et billede (altså en repræsentation) af en pibe. Det spørgsmål der melder sig hos mig er, om der findes piber i virkeligheden? Alt hvad jeg ser, føler og lugter er jo blot sanseindtryk; jeg får et billede på nethinden, mine fingernerver aktiveres, og luftstrømninger fører duft til min næse. Alt sammen forskellige repræsentationer af piben. Men selve piben, hvor blev den af?

Her deler filosofferne sig i flere retninger. Jeg skal blot nævne to:

Idealisterne. De mener at de fysiske tilstande er en særlig art psykiske tilstande. Der eksisterer således kun psykiske tilstande.

Dualisterne. De mener at der eksisterer både fysiske og psykiske tilstande og at disse to tilstandsformer kan eksistere sammen eller uafhængigt af hinanden.

Lad mig tage et eksempel: Jeg står i en stue og ser en vase med blomster i vindueskarmen. Jeg vender mig om, går ud af stuen og lukker døren. Er vasen der stadigvæk? Idealisten vil hævde at vasen er forsvundet, den er der ikke når jeg ikke er i stuen. Dualisten mener derimod at vasen er i stuen selv om der ingen er til at se den. Hvem har ret? Jeg personligt mener at idealisten kommer ud i svære problemer hvis vasen af en eller anden grund falder på gulvet og går i stykker mens han er udenfor døren. Så vil han, når han åbner døren og går ind i stuen igen, se en knust vase på gulvet og nogle blomster spredt rundt omkring i stedet for en hel vase med blomster i vindueskarmen. Hvordan vil han forklare det? 

Jeg hælder altså til dualismen. MEN – for der er et men – hvordan ser selve vasen ud? Det jeg ser er jo kun en repræsentation af et eller andet, som jeg kalder en vase med blomster. Jeg kan aldrig på nogen måde finde ud af hvad der gemmer sig ”bag” mine sanseoplevelser. Derfor må jeg tro på at det jeg ser er den virkelige vase, at bevidstheden erkender virkeligheden. Det betyder at jeg tilslutter mig realismen, men altså baseret på tro.

Min konklusion er at tro er den mest fundamentale af alle bevidsthedsformer.

(Tror jeg nok)

Homoseksuelle vielser

Det undrer mig at der her i Danmark er så megen modstand mod kirkelige vielser af homoseksuelle par. Man bliver bombarderet med skriftsteder af de skriftkloge. Jeg har forsøgt at finde belæg for denne afvisende holdning i evangelierne, men så vidt jeg kan se siger Jesus intet om homoseksuelle par, kun at hvis man én gang har indgået ægteskab er skilsmisse forbudt.

Ved nærmere studium viser det sig da også, at alle de skriftsteder der henvises til, befinder sig enten i det gamle testamente eller i breve skrevet af fortrinsvis Paulus, men aldrig i selve evangelierne (se fx Romerbrevet kap.1 vers 26.- 27, Første Korintherbrev kap.6 vers 9 og frem, eller Første Timotheusbrev kap. 10 vers 1).

Alle disse skriftsteder stammer ikke fra ufejlbarlige guder, men er skrevet af ganske almindelige mennesker, der må formodes at have haft den etik og moral, der var gældende da de levede. Derfor mener jeg de bør tages med et gran salt og genfortolkes i lyset af vor egen tid. 

Et slående eksempel på Bibelens forældede synspunkter er dens syn på kvinder. Det er fuldstændig ude af trit med kvindesynet i den vestlige verden i vore dage. Se blot på de ti bud, hvor omsorgen for huset (i det niende bud) går forud for omsorgen for hustruen, der i det tiende bud slås i hartkorn med okser og æsler. Det er helt klart at de ti bud er skrevet til mænd, mens kvinder opfattes som mandens ejendom. Det var måske sådan på Moses’ tid, men det går altså ikke i vore dage.

Hele problematikken handler om kærlighed mellem to troende mennesker, der blot ønsker kirkens velsignelse. At kirken afviser dette ønske er efter min mening yderst ejendommeligt.

Så vidt jeg ved kan fraskilte heterogene uden videre indgå nyt ægteskab med kirkens velsignelse. Det mener jeg sådan set er helt ok, for kirkens budskab er tilgivelse og ikke fordømmelse. At kirken fordømmer ægteskab mellem to personer, blot fordi de har samme køn, er efter min mening helt i modstrid med Bibelens budskab om kærlighed og tilgivelse. De troende mennesker der bliver afvist må da føle sig udstødt af det kirkelige fællesskab og måske gå videre i livet med en følelse af skyld, som kirken burde have sparet dem for. Det kan ikke være syndigt at elske.

Adgangen til evigt liv

I Johannes evangeliet, kapitel 3, der hvor Jesus taler med Nikodemus, står følgende markante udsagn:

V16, For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. V17, For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. V18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.

Overfladisk set er det jo en let forståelig anvisning på hvordan man opnår evigt liv: man skal blot tro på Jesus. Men ved nærmere eftertanke har disse vers nogle implikationer, som forekommer mig at være meget mærkelige.

Lad mig først antage, at der er tale om et krav: betingelsen for at få evigt liv er at man tror på Jesus. Så spørger jeg: Kan det være rigtigt at Jesus hermed dømmer alle israelitter, Guds udvalgte folk, til fortabelse? Disse mennesker tror jo på den samme Gud som de kristne, men blot ikke på Messias. Og hvad med de myriader af mennesker der døde før Jesus blev født, er de også fortabt? Og hvad med andre trosretninger, er de dømt til fortabelse, hvis de er så uheldige at de aldrig møder en kristen missionær?

Derfor har jeg svært ved at tro at Jesus her opstiller et krav; der må være tale om en slags forsikring, en fribillet til det evige liv, om man vil. Dem der ikke har denne fribillet, må så stille op på dommens dag og stå til regnskab. Men ak, så kommer vers 18 i vejen: ”den, der ikke tror, er allerede dømt” (!). Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvis dette her skal tages bogstaveligt, så bliver det en meget lille skare, der stiller op til det evige liv, så er det i sandhed sværere at komme i paradis end det er for en kamel at komme igennem et nåleøje.

En helt anden forklaring kunne være at Johannes simpelthen fejlciterer. Han må have hørt disse udtalelser på anden hånd, og der kan let være gået noget tabt på vejen. Men det er jo nok helligbrøde  blot at antyde det.

Et etisk dilemma

Forhistorien

 Jeg har en god ven. Her i foråret mistede han sin kone. Hun led af Parkinsons sygdom og havde gjort det i 8 år. I løbet af disse 8 år var hendes tilstand blevet værre og værre. Til sidst var hun ude af stand til at klare selv de simpleste ting i huset, og min ven måtte overtage hele husførelsen. Hendes største skræk var at komme på plejehjem, og eftersom min ven elskede hende højt, påtog han sig at pleje hende hjemme. Til sidst faldt hun i hjemmet og brækkede hoften. På hospitalet fik de sat en kunstig hofte ind, men der stødte lungebetændelse til, og den kunne de ikke få bugt med.

 På et tidspunkt blev min ven kaldt til samtale med lægen på hospitalet. Lægen forklarede at situationen var håbløs og spurgte om min ven kunne gå med til at hun blev lagt til ”kærlig pleje”, hvilket indebar at behandlingen langsomt blev aftrappet, men at hun fik den smertestillende medicin der var nødvendig.

 På dette tidspunkt var min vens kone bevidstløs og man kunne ikke komme i forbindelse med hende. Af og til lå hun dog med åbne øjne, og når min ven bøjede sig ind over hende og sagde at han elskede hende og ville være hos hende hele tiden, kunne hun fokusere på hans ansigt og vise et svagt tegn på genkendelse.

 På lægens spørgsmål svarede min ven, at han måtte tale med sine to børn inden han gav tilladelsen. Denne samtale med børnene mundede ud i, at alt taget i betragtning var det nok den bedste løsning at lægge hende til ”kærlig pleje”, hvilket så blev iværksat. På den enestue, hvor hun allerede tidligere var flyttet hen, blev der sat en ekstra seng ind, og min ven flyttede i realiteten ind på hospitalet. Der boede han i tre uger, kun afbrudt af korte pauser, når et af børnene kunne overtage vagten. Han flyttede sin seng tæt hen til hendes for at kunne holde hende i hånden. Hver gang hun begyndte at jamre sig trak han i alarmsnoren for at tilkalde sygepersonalet, der så kom og gav hende en smertestillende indsprøjtning. Efter de tre uger døde hun uden at være kommet til bevidsthed.

Nu kommer så eftertanken

1.  Hvorfor spurgte lægen om tilladelse til at afbryde behandlingen? Lægen er jo helt klart ikke så følelsesmæssigt involveret som min ven, så kunne han ikke blot have bestemt at det var hvad man kunne i den givne situation? Er det noget han skulle ifølge reglerne?
2. Man kan aldrig vide hvad der vil ske i fremtiden. Måske havde medicinen virket hvis man havde fortsat behandlingen blot to dage til.
3. Skulle min ven – på trods af sin kones tilstand – have forsøgt at få hendes samtykke til lægens forslag?
4. Blev der begået et medlidenhedsdrab? Rent juridisk var det vel et medlidenhedsdrab, men kan man forsvare beslutningen ud fra etiske overvejelser? Min vens kone havde sagt, at hun aldrig ville på plejehjem, men havde det været muligt at undgå det hvis hun havde overlevet? Hvordan var hendes liv så blevet? Er et dårligt liv altid bedre end intet liv?
5. Kan min ven mon sige sig helt fri for at have handlet ud fra egoistiske motiver? Ved at give sit samtykke blev han jo sparet for alle de vanskeligheder han havde gennemlevet under sin kones langvarige sygdom.
6. Kan man give nogle overbevisende grunde til at have handlet anderledes?

 Jeg er stærkt i tvivl.

Gud og tiden

En venlig kommentator har – som kommentar til mit indlæg ”Det gamle testamente og moderne kosmologi” – gjort opmærksom på at Genesis er langt ældre end Aristoteles, så 1. mosebogs verdensbillede kan ikke være inspireret af Aristoteles. Tak, så lærte jeg det.

Videre kommenterer vedkommende min tekst:

“Det burde rettelig hedder: Én sand Gud i al evighed og ikke Én sand Gud fra evighed og til evighed, for tiden havde jo en begyndelse.”

Kommentaren er, at det jo er korrekt at tiden har en begyndelse, men Gud har ingen begyndelse.

Denne bemærkning har jeg grublet over meget længe. Sagen er, at når tiden ikke eksisterer, så er alle temporale udsagn meningsløse. Man kan ikke tale om ”før” og ”efter”, ”begyndelse” og ”slutning”, ”når” og ”da”. Men jeg forstår på den anden side godt bemærkningen

Kort fortalt går mine overvejelser i retning af at Gud ikke hører hjemme i tid og rum, men er transcendent. Når Gud beskrives som grænseløs og uendelig, skal det ikke forstås i rumlig forstand, og når han beskrives som evig, skal det ikke forstås i temporal forstand. Gud er bare. For ikke at ende i den rene deisme, må jeg imidlertid forudsætte at Gud er immanent, i hvert fald til en vis grad, for jeg er ikke panteist, jeg tror fx på den frie vilje.

Min konklusion er derfor, at formuleringen Én sand Gud i al evighed er god nok. Når man siger Én sand Gud fra evighed og til evighed, så indfører man jo en tid som ikke eksisterer; den tid der tales om her er universets tid, vores jordiske tid.

Er Gud en mand, eller…?

Første mosebog fortæller hvordan mennesket blev skabt i Guds billede. Det skete i et snuptag – et fuldt færdigt menneske fremstod. Og det var en mand! Kvinden blev ikke skabt af jord, men ud fra et af hans ribben.  Her har vi den første antydning af Bibelens diskriminering af kvindekønnet.

Fossile fund antyder at homo sapiens optræder på scenen for ca. 200.000 år siden. Er det så mærkeligt? Gud kan vælge sin skabelsesproces efter helt egne principper! Hvorfor skal vi absolut have denne frugtesløse debat om intelligent design? Det korte af det lange er: her er vi altså, homo sapiens, skabt i Guds billede.

Og hvad vil det så sige, ”i Guds billede”? Noget kunne tyde på at Bibelen tager dette billede helt bogstaveligt, og at Gud er en mand. Men kan man nu det, er det ikke at tillægge Gud profane egenskaber? Jeg føler mig i hvert fald ikke tryg ved at skulle underkaste mig en testosteron-Gud (jeg var lige ved at sige vorherrebevars!). Så hellere en østrogen-Gud hvis galt skulle være!

Når man læser videre i det gamle testamente bliver det mere og mere mærkeligt. De følgende mosebøger indeholder bestemmelser om alt mellem himmel og jord, tillige med angivelse af hvilken straf man ifalder hvis man overtræder bestemmelserne. Det er utroligt så lidt der skal til for at få dødsstraf. Og synet på kvinder kunne lige så godt være forfattet af Talebanere.

Et af de mere markante steder i det gamle testamente er de ti bud. Mærkeligt nok står de omtalt to steder, nemlig 2. mosebog kap.20 og 5. mosebog kap. 5, og hvad der måske er mere mærkeligt, så er der ikke fuld overensstemmelse mellem de to versioner. Den afvigelse der er faldet mig mest i øjnene er i det niende og det tiende bud. Her hedder det i den ældste version:

Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

Og i den yngste

Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke eftertragte din næstes hus eller mark, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

I første version kommer huset før hustruen; hun slås i hartkorn med trælle, okser og æsler, mens det er omvendt i anden version. Er det mon fordi forfatteren er kommet på bedre tanker?

I det hele taget er det jo åbenbart at de ti bud henvender sig til mænd, mens kvinder spiller en uvæsentlig, nærmest usynlig rolle.

Nej, Gud bør naturligvis ikke tillægges noget køn. Det er ikke det der menes med ”i Guds billede”. Men her støder vi så ind i et rent sprogligt problem. Findes der et pronomen på dansk der kan bruges om en person, men som er kønsneutralt? Det forekommer mærkeligt at sige ”det” om Gud (selv om man med største fornøjelse siger ”den” om Helligånden). Måske vil det gamle danske ord ”hin” være velegnet. Så har vi, prioriteret efter betydning: hin, hun og han.

Jeg siger ”prioriteret efter betydning” fordi jeg føler at anvendelsen af pronomenet ”han” om Gud er yderst uheldigt. ”Han” må stå længst nede i rækkefølgen. Og hvorfor nu det? Tænk på den biologiske udvikling i de næste 500 år. Allerede i dag kan vi skabe kloner af højerestående dyr. Om ikke så længe kan man klone mennesker. Og lidt længere ude i fremtiden vil man kunne styre den genetiske variation helt uden anvendelse af sæd. Til den tid er ”han” overflødig. Udviklingen har elimineret ham. ”Hun” vil arve jorden fordi hun er bærer af livet.

Desværre er der nok ingen vej tilbage. ”Fader” og ”Herre” er så integreret i evangelierne at det i praksis er umuligt at rette op på. Ak ja.

Men hvad menes der så med ”i Guds billede”? Jeg hælder til den anskuelse at det drejer sig ikke om kroppen, men om ånden, om vores evne til at tænke abstrakt. Den har vi for os selv, som den eneste skabning på jorden.

Det er også gennem denne evne Gud giver sig til kende for os. Hin har givet os evnen til at erkende at vi skal dø døden. Uden den erkendelse var der formentlig slet ikke nogen religion. Så ville vi leve uden tanke på morgendagen, indtil det pludselig var slut. Lidt ligesom Adam og Eva før syndefaldet.

Det gamle testamente og moderne kosmologi

Jeg tror på Gud.

Min tro skyldes en slags ”gudsbevis” der hænger sammen med min naturvidenskabelige uddannelse hvor begrebet kausalitet spiller en rolle: at enhver virkning har en årsag. Men enhver årsag er samtidig en virkning der hidrører fra en tidligere årsag. Sådan fremkommer en lang række af årsager og virkninger, som beskriver historiens forløb.

 Men hvor lang er denne kæde af årsager og virkninger? Bibelen siger selv at ”i begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”, og i kosmologien arbejder man med teorien om ”The Big Bang”, hvor hele universet blev skabt for ca. 14 milliarder år siden. Der er altså grund til at tro, at kæden af årsager og virkninger ikke er uendelig lang, men har en begyndelse. Men hvad er da den første årsag, den årsag der ikke samtidig er virkningen af en tidligere årsag?

 Denne første årsag unddrager sig ifølge sagens natur enhver fysisk forklaring, og jeg har valgt at tro at det var Gud der greb ind.

 Men jeg tvivler på det gamle testamente.

 Den første sætning i Bibelen er i princippet korrekt. Der var en begyndelse. Men sammenholder man indholdet i sætningen med hvad kosmologien og astronomien fortæller os, så er det en meget forenklet verden Bibelen beskriver. Måske kan man ikke bebrejde forfatterne af 1. Mosebog noget. Verdensbilledet på den tid hvor 1. Mosebog blev nedskrevet, var formentlig påvirket af Aristoteles, der i sin bog Om Himlen fra 340 f.Kr. beviser at jorden må være en kugle. Aristoteles ser jorden som universets centrum, et ubevægeligt punkt hvorom solen, månen og planeterne bevæger sig i cirkulære baner. Det er sådan et univers der beskrives i 1. Mosebog.

 Men sådan er det jo ikke i virkeligheden. Det er langt mere kompliceret. Det univers der blev skabt ved Big Bang var rummet og tiden. Det er almindeligt anerkendt indenfor kosmologien at tiden opstod sammen med rummet. Einsteins almene relativitetsteori viser ganske klart at tiden er intimt forbundet med rummet, en slags fjerde rumdimension. Man kan også sige det på den måde at hvis tiden altid har eksisteret, hvordan kan det da være at Gud ventede i uendelig lang tid før han skabte rummet? Kan Gud overhovedet have ventet i uendelig lang tid? Det svimler for én.

 Det sted hvorfra Gud udøver sin skaberkraft er derfor et mysterium, og vil altid være det. Dér er ingen tid og intet rum. For at kunne tale om det vil jeg kalde det Altet. Og den første sætning i Bibelen burde lyde:

  I begyndelse skabte Gud tiden og rummet.

 Denne opfattelse har imidlertid nogle implikationer, der griber ind i kirkens udførelse af gudstjenesten. Det hedder fx

 Fadervor, du som er i himlen

 men burde hedde

 Fadervor, du som er i Altet

 for det vil da være mærkeligt hvis Gud opholder sig i det rum han selv har skabt.

 Eller tag et andet eksempel:

 Én sand Gud fra evighed og til evighed

 Det burde rettelig hedder

 Én sand gud i al evighed

 for tiden havde jo en begyndelse.

Der er sikkert også andre udsagn i liturgien, man kune overveje at korrigere, men det kræver jo nok et kirkeligt koncil for at få det gjort, så det har lange udsigter.